Profesionel hundelufter:
Mit job er verdens bedste

- Af Ulla Iversen
Foto: Søren jansby

Hvis Balder, Puk og Solos "forældre" ikke havde hørt om Nini, havde hundene ligget alene hjemme og sikkert savnet deres ejere.

Nu er de to retrievere, mørke Balder og lyse Puk, og den lille parsley welsh terrier, Solo, i stedet ude at more sig. Og at forbedre deres kondital. 38-årige københavnske Nini Karpatoff parkerer sin stationcar ved den nordsjællandske skov. Hun lukker hundene ud, og de spæner af sted, som havde de en vis person i hælene. Men det har de ikke. De har den fri natur udbredt foran sig som et kæmpemæssigt tagselvbord af lækre sanseoplevelser.

- Er de ikke et skønt syn, spørger Nini henført, mens hendes blik næppe viger fra de tre.

Hver dag kører hun flere små hold hundekammerater ud i skoven og sørger for, at de bliver luftet grundigt igennem i en times tid. Dyrene er på en måde hendes arbejdsgivere. Siden foråret 2004 har hun nemlig levet af at være hundelufter. Og hver morgen, når hun fylder lommerne med godbidder, priser hun sig lykkelig:

- Jeg synes selv, jeg har verdens bedste job. Hele mit liv har jeg drømt om at arbejde med dyr. Men dyrlæge og dyrepasser er det svært at blive, så jeg grundede i årevis over, hvordan det kunne lade sig gøre, fortæller Nini, mens hundene plasker rundt i en stor vandpyt.

Åbenbaringen kom, da en af hendes veninder vendte tilbage fra New York og fortalte om sine ferieoplevelser.

- Hun gik tur med en ven i Central Park og så en mand med en flok hunde i snor. "Sikke en masse hunde, han har", måbede min veninde. Hendes amerikanske ven svarede: "Det er ikke hans hunde. Han er dogwalker - professionel hundelufter! Min veninde og jeg skreg af grin. Det er da kun i USA, de finder på den slags.

Fra ide til handling
- De følgende dage blev ordet dogwalker imidlertid ved med at kværne i mit hoved. Og pludselig stod det mig lysende klart: Jeg ville selv være professionel hundelufter. Sådan en måtte der også være brug for i København. Nini investerede i bilen med plads til hundene. Venner hjalp med markedsføringen af det lille firma: Siden på internettet og brochurer, som Nini uddelte på blandt andet cafeer.

- Hvor der er mennesker, er der hunde! Og hvis jeg så en hund, der stod bundet foran en forretning, hægtede jeg lige en brochure fast på krogen. Sådan kom jeg for eksempel i kontakt med Puk, siger Nini og tilføjer, at hun kun lufter hunde, der bor i København og på Frederiksberg, for hvis hun skal køre for langt, er det hverken godt for hundene eller forretningen.

Tidligere arbejdede Nini som tjener i mange år.
- Det var et usundt job. Stress og røg og skiftende arbejdstider. Nu får jeg frisk luft og motion, og jeg er sikker på, at jeg har forlænget min levetid med adskillige år.

- Desuden er det et job med fremtidssikring. Hundene siger jo ikke pludselig en dag: "Du er blevet for gammel, vi kan ikke lide det grå guld. Du er fyret", påpeger Nini med et grin.

Et skeptisk spørgsmål, hun af og til møder, er: "Hvorfor kan hundeejere ikke lufte deres dyr selv?"

- Det kan og gør de naturligvis også. Mine ture er et supplement. Nogle hundeejere har travlt med job og børn og kan ikke køre ud i naturen hver dag. Nu ved de, at deres hund får motion og gode oplevelser og er friere stillet til at indpasse lufteturene i familiens program, siger Nini og understreger, at hendes kunder ikke er lutter velhavere, men mennesker, der prioriterer deres dyrs velbefindende højt.

Rigtige hundevenner
Balder, Puk og Solo nyder tydeligt hinandens selskab. Når flere hunde er sammen, danner de lynhurtigt et hierarki. I denne gruppe er den mindste hund, Solo, førerhunden.

- Hun aner ikke, hvor lille hun er. Hun er kun blevet spagfærdig en eneste gang, da hun stod over for en kæmpestor i øvrigt fredelig irsk ulvehund, siger Nini med et stolt blik på den hyperenergiske charmetrold, der støver af sted med snuden i skovbunden.

Nu opdager Solo, at Balder og Puk har fået fat i en lang, tung gren, som det lykkes dem ved fælles hjælp at løbe af sted med. "Den vil jeg have", synes den lille hund at beslutte, mens den rigeligt optimistisk, men stædigt, bider sig fast i den ene ende.

Når Nini bliver kontaktet af nye hundeejere, tager hun på et introduktionsbesøg hos familien.

- Vi taler om hundens vaner, og om den eventuelt er bange for et eller andet. Jeg går også en tur med hunden, for så er den tryg, når jeg henter den første gang.

Nini har nøgle til hundenes lejligheder, så hun selv kan låse sig ind. Og efter turen bliver de naturligvis fulgt helt op til hundekurven.

- Jeg har særlige ritualer med hver hund. Nogle vil snakke lidt, nogle vil bare hvile sig, og andre, for eksempel Balder, skal have en skål foder. Og så skriver jeg i dagbogen - en lille bog, som ejerne og jeg udveksler informationer igennem. Jeg noterer, hvornår hunden er hentet og afleveret. Og om vi har oplevet noget særligt spændende.

Ninis kærlighed til dyr stammer fra barndommen, hvor hendes forældre aldrig havde færre end tre hunde. Hjemme hos hundelufteren møder man to - katte.

- Jeg står for at anskaffe mig en eller flere hunde af racen havaneser, en rigtig lille cirkushund. Jeg har nemlig endnu en drøm: At træne hunde og tage ud at optræde med dem i fritiden.

Nini kaster et blik på uret, vi er ved vejs ende.

- Op med dig, skat, siger hun til Solo, som dybt koncentreret flår græstotter op med sine stærke tænder og kæber. Ritsj, ritsj, ritsj... På få minutter har hunden ryddet et flere kvadratmeter stort areal. Sværere er det at rive sig løs. Men Solo lader sig dog til sidst frottere tør og hopper ind i bilen til Balder og Puk. Måske forstår hun, at Nini atter i morgen træder ind ad døren for at invitere på en salig hundetime.